Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Marie Grubbe - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blev udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu
helt at være bleven sig selv igen.
VII.
Marie Grubbe er nu sytten Aar.
Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet
fra Ulrik Christian Gyldenløves Dødsleje, var
hun kommen styrtende op paa sit Kammer og
var gaaet hændervridende op og ned ad Gul-
vet, jamrende sig som stedt i stærke legem-
lige Smerter, saa Lucie ganske aandeløs løb
ned til Fru Rigitze og bad hende for Guds
Skyld endelig se op, hun troede der Noget var
sprungen inden i Jomfru Marie, og Fru Rigitze
kom da ogsaa derop, men hun kunde ikke faa
et Ord ud af Barnet; hun havde kastet sig ned
foran en Stol og gemt sit Ansigt i Hyndet, og
til Alt, hvad Fru Rigitze spurgte, svarede hun
kun, hun vilde hjem, hun vilde hjem, hun
kunde nu aldrig blive længer, og hun græd og
hulkede og rokkede med Hovedet fra den ene
Side til den anden. Saa gav Fru Rigitze hende
et Livfuld Hug og skældte Lucie ud fordi de
havde været ved at tage Livet af hende med
deres Pjank og lod dem saa skøtte sig selv.
Det var Marie ligegyldigt at de slog hende.
I hendes Kærligheds lykkelige Dage, var der
da bleven budet hende Hug, vilde det have
ram t hende som den sorteste Ulykke, som den
dybeste Beskæmmelse, men nu var det hende
ligegyldigt, nu alle hendes Længsler, hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
