Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Marie Grubbe - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tro og hvert hendes Haab i én kort Time var
visnet, skrumpet sammen og vejret hen. Hun
tænkte paa, hun en Gang hjemme paa Tjele
havde set Karlene stene en Hund ihjel, der var
kommen ind i den høj gærdede Andepark; det
arme Dyr svømmede stumt omkring, op kunde
det ikke komme, og Blodet randt af det, en
Sten saarede det hist, en anden her, og hun
huskede, hun bad til Gud for hver Sten, der
faldt, at den maatte ramme ret dybt, thi ^Dyret
var saa elendigt at Skaansel havde været den
blodigste Synd. Nu følte hun sig selv som den
stakkels Diana, og hun bød hver Sorg og Bit-
terhed velkommen, blot den ret vilde ramme,
for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstødet
var al hendes Haab og Forlængsel. O, naar
dét var Enden paa al Storhed: en trælleagtig
Klynken, et lystent Vanvid og knælende Angst,
o, saa var der ingen Storhed; den Helt, som
hun havde drømt, han red ud ad Dødens Porte
med klirrende Spore og ringende Bidsel, med
blottet Hoved og sænket Kaarde, men ikke med
Angst i vidløse Øjne, ikke med Naadesbønner
paa skælvende Læber. Der var da ingen straa-
lende Skikkelser at længes frem imod i til-
bedende Kærlighed, ingen Sol at stirre sig lys-
blind paa, saa Alt blev Straaler og Glans og
Farver; m at og graat — Altsammen saa var
det m at og graat og øde, bundløs Hverdag,
lunken Søgnedagsliv tilhobe.
Saadan var hendes Tanker i den første Tid,
det var hende som havde hun en stakket Stund
været bortrykket til en forunderlig, rigbroget
Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
