Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hun uforbeholdent kunde henvende sig, uden
Frygt for at blive misforstaaet.
Ogsaa i en anden Henseende var hun bleven
forandret: Lykken havde gjort hende elskvær-
digere overfor Forældre og Søskende, og hun
fandt, at de egenlig baade var forstandigere og
havde mere Følelse end hun havde antaget.
Saa var det de blev gifte.
Det første Aar lignede meget Forlovelses-
tiden, men da Samlivet var blevet noget ældre,
kunde Lyhne ikke længer skjule for sig selv, at
han blev træt af stadigt at give sin Kærlighed
nye Udtryk, stadigt, hyllet i Poesiens Fjerham,
at have Vingerne spredte til Flugt gennem alle
Stemningens Himle og alle Tankens Dybder;
han længtes efter i hyggelig Ro at sidde stille
paa sin Gren og blundende gemme sit trætte
Hoved under Vingens lune Fjerlag. Han tænkte
sig ikke Kærligheden som en evindelig vaagent
blussende Flamme, der med sit stærke, flak-
kende Skær lyste ind i alle Tilværelsens rolige
Folder og fantastisk lod Alting synes større og
mere fremmed end det var, snarere var for ham
Kærligheden som den stille, ulmende Glød, der
fra sit bløde Askeleje sender den jævne Varme
og i dæmpet Tusmørke blideligt glemmer det
Fjerne og gør det Nære dobbelt nær og dobbelt
hjemligt.
Han var træt, udmattet, han kunde ikke
holde al den Poesi ud, han smægtede efter at
støtte paa Hverdagslivets faste Jord, som en
Fisk, der kvæles i den hede Luft, maa smægte
efter Bølgens klare, friske Kulde. Det maatte
holde op, det maatte holde op af sig selv;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
