Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det vi ikke har, eller som slet ikke er ejendomme-
ligt for os, det skal drives i den vildeste
Blomstring, ved at det hæves til Skyerne og
ved at der altid forudsættes, at vi har det i
højeste Maal, og ved at gøres til den Hoved-
hjørnesten, hvorpaa Mandens Kærlighed er
bygget. Jeg kalder det Vold mod vor Natur.
Jeg kalder det Dressur. Mandens Kærlighed
er dresserende. Og vi bøjer os derunder, selv
de, som Ingen elsker, bøje sig med, foragtelige
Svage som vi er!”
Hun rejste sig fra den liggende Stilling og
saa’ truende over paa Niels.
,,Dersom jeg var skøn! aa, men bedaarende
skøn, dejligere end nogen Kvinde, der har levet,
saa Alle, der saa’ mig, blev grebne af en uud-
slukkelig, vaandefuld Kærlighed, blev slagne
deraf som af en Trolddom: hvor jeg da ved min
Skønheds Magt skulde tvinge dem til at tilbede,
ikke deres traditionelle, blodløse Ideal, men
mig selv, som jeg- stod og gik, mig selv Tomme
for Tomme, Fold for Fold af m i t Væsen, Glimt
paa Glimt af m in Natur.”
Hun havde nu rejst sig helt, og Niels var
ogsaa betænkt paa at gaa, men han stod og
drejede paa mange dristige Vendinger, som
han alligevel ikke turde give Lyd. Endelig
tog han Mod til sig, greb hendes Haand og
kyssede den, men hun rakte ham ogsaa den
anden Haand til Kys, og saa fik han ikke
andet sagt, end: Godnat.
Niels Lyhne var bleven forelsket i Fru Boye,
og han var glad over det.
Da han gik hjem gennem de samme Gader,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
