Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - VII - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dens varme Blomsterhvidhed og dens Skær af
duggende Guld under det dunkle Haar. Han
hulked i Elskovssavn og vred sine Hænder i
higende Afmagt, han slynged sine Arme om et
Træ, læned sin Kind mod dets Bark og græd.
VIII.
Der var hos Niels Lyhne en vis lam Besin-
dighed, Barn af en instinktmæssig Ulyst til at
vove, Barnebarn af en halvklar Følelse af Man-
gel paa Person, og med denne Besindighed var
han i en stadig Kamp, snart æggende sig selv
op imod den, ved at tillægge den lave- Navne,
snart forsøgende paa at maje den ud som en
Dyd der stod i den inderligste Forbindelse med
Naturgrunden i ham, ja mere endnu; egenlig
betingede, hvad han var og hvad han evnede.
Men hvad han saa gjorde den til, hvordan han
saa betragtede den, saa hadede han den stedse
som en hemmelig Vanførhed, der, hvor godt
den end kunde skjules for Verden, dog aldrig
kunde skjules for ham selv, men altid var der,
for at ydmyge ham, hver Gang han ret blev
ene med sig selv, og hvor misundte han da
ikke denne selvsikre Ubesindighed, der har saa
let til det Slags Ord, der handler, og som har
Følger, Følger, den ikke skænker en Tanke,
før de træde den i Hælene. — De Folk, der var
saadan, de kom ham for som Centaurer, Mand
og Hest én Støbning, Tanke og Spring ét, ét
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
