Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa hvasse Tanker, der ikke fik Ord, hastige
Domme, der fo’r gennem Sindet, ensomme
Skuldertræk og usete Smil, fulde af Haan og
Utaalmodighed, de komme alle igen som onde
Pile og sænke deres Braad dybt i dit eget Bryst,
deres sløve Braad, thi Spidsen er jo brudt af
i dét Hjerte, der ikke er mere. Det er ikke
mer,’ du kan Intet gøre godt igen, Intet. Nu
er der Kærlighed nok i dit Hjerte, men nu er
det for silde, gaa du op til den kolde Grav med
dit fulde Hjerte! Kan du komme nærmere?
Plant du Blomster og’flet du Kranse, er du
nærmere for dét?
Paa Lønborggaard flettede de ogsaa Kranse,
til dem kom ogsaa de bitre Minder om Timer,
hvor Kærligheden havde tiet for barskere Rø-
ster, og ogsaa for dem var der Anger nok at
læse sig til i de strenge Linier om Gravens
lukkede Mund.
Det var en mørk og tung Tid, men der var
det Lyse i den, at den bragte Moder og Søn
nærmere sammen end de havde været i mange,
mange Aar, thi til Trods for, at de bar stor
Kærlighed til hinanden, saa havde de dog sta-
dig vogtet paa sig selv, den Ene overfor den
Anden, og der havde været en Forbeholdenhed
i deres Given og Tagen, alt fra den Tid, Niels
blev for stor til at sidde paa sin Moders Knæ,
idet h a n havde været ængstelig overfor det
Heftige og Overspændte i hendes Natur, me-
dens h u n havde følt sig fremmedagtig berørt
af det Forsagte og Tøvende hos ham; men nu
havde Livet ved dets Given og Tagen, dets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
