Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Aften efter Thetid var de Alle sammen
i Dagligstuen. Der kunde slet ikke være Tale
om Haven eller noget Andet uden Døre, for det
øste Vande ned. De var spærret inde, men
var ingenlunde misfornøjede for det; det bredte
noget af en Vinteraftens Hygge over Stuen,
saadan at være lukket inde mellem fire Vægge,
og desuden var det saa godt med den Regn,
Alting trængte saa forskrækkeligt til Vand,
og naar det rigtig skylled ned og trommed løs
med tunge Draaber paa Reflektionsspejlets
Kasse, saa kaldte Lyden, flygtigt, vage Billeder
frem af frodigt grønne Marker og forfrisket
Løv, og En og Anden udbrød for sig selv: ,,hvor
det dog regner!” og saa’ mod Ruderne med en
Følelse af Velbehag og med et lille Glimt af
Nyden, i halvbevidst Forstaaelse med det der-
ude.
Erik havde hentet en Mandolin, han havde
bragt med fra Italien, og havde sunget om Na-
poli og lysende Stjerner, og nu sad en ung
Dame, der var der til The, ved Fortepianoet,
og akkompagnerede sig selv til: „min lille vrå
blandt bergen”, og satte Aer ind i alle Endel-
serne, for at det skulde lyde rigtig svensk.
Niels, der ikke var synderlig musikalsk, lod
sig gøre blidt melankolsk af Musiken, og faldt
i Tanker, indtil Fennimore begyndte at synge.
Det vakte ham.
Men ikke behageligt; hendes Sang fyldte
ham med Uro. Det var ikke mer den samme
lille Provinspige, naar hun gav sig hen til sin
Stemmes Klang; — som hun dog ogsaa lod sig
tage af disse Toner, og som hun aanded ud i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
