Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og spored ham til en Lidenskab uden Grænser
og uden Naade.
I den gamle Mythe om Amor, staar der ikke
dér etsteds, at han lægger sin Haand over
Psyches Øjne, før de, sødt berusede, suse hen
i den glødende Nat?
Stakkels Fennimore! om hun havde kunnet
fortæres af Ilden i hendes eget Hjerte: den,
der skulde have beskærmet hende, vilde have
pustet til Flammen, thi han var lig hin drukne
Hersker, der, med Mordbrandsfaklen i Haand,
jubled ved at se sin Kongestad brænde, fordi
han øged sin Rus ved Synet af de spillende
Luer, indtil Asken gjorde ham ædru.
Stakkels Fennimore! hun vidste ikke, at
Lykkens svulmende Hymne kan synges saa
tidt, at der hverken bliver Melodi eller Ord
tilbage, men kun et -Bavl af Trivialitet; hun
vidste ikke, at den Rus, der løfter idag, den
tager sin Kraft fra Imorgens Vinger; og da
omsider Ædrueligheden tungt tog til at gry,
da begyndte hun skælvende at forstaa, at de
havde elsket sig ned til en sød Foragt for sig
selv og for hinanden, en sød Foragt, der Dag
for Dag blev svagere i Sødme, og bedsk tilsidst.
De vendte sig bort fra hinanden saa langt, det
lod sig gøre, han for at drømme om et sveget
Ideal af haanlig Højhed og kølig Ynde, hun
for med fortvivlet Længsel at stirre mod sine
Pigedages blege, stille, nu saa uendeligt fjerne
Kyst. Dag for Dag blev det tungere for hende,
Skammen brændte vildt i hendes Aarer, og en
kvælende Lede ved sig selv gjorde Alting
ulykkeligt og haabløst for hende. Der var et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
