Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Purpurseng er bleven styrtet ud paa Stenbroen,
ligger saa nær næsten at hade hver den, der
vil lægge Tæpper over Stenene, for i den første
Bitterhed v il hun netop føle Haardheden i
hele dens Styrke, hun vil ikke nøjes med at
gaa Vejen paa sine Fødder, hun vil krybe den
paa sine Knæ, og det just dér, hvor den bedst
er brat og Stenene er de spidseste. Hun vil
ingen Haand eller Hjælp, vil ikke løfte sit
Hoved, lad det tynge til alt, hvad tynge vil, hun
vil have sit Ansigt helt ned i Støvet og smage
det med sin Tunge.
Niels havde saa ondt af hende, men han
lod hende i Fred, saadan som hun vilde.
Det var saa tungt at se hende lide, ikke at
maatte hjælpe, sidde langt borte og drømme
hende lykkelig i dumme Drømme, eller i kølig
Lægekløgt vente og beregne, sigende sig selv,
saa trist og saa klogt, at før blev der ingen
Lindring, før hendes gamle Haab til Livets
fine, funklende Rigdom havde forblødt sig helt,
og en dorskere Livsstrøm havde faaet Gang
gennem alle hendes Væsens Aarer, og gjort
hende sløv nok til at glemme, tung nok til at
nøjes, og endelig, endelig grov nok til at glæ-
des ved en Tyklufts Salighed, mange Himle
lavere end den, hun havde havt i Forventning,
og som hun havde bedt om, saa bønligt og saa
bange, at faa Vinger til at naa. — Han blev
saa fuld af Lede til Alverden, naar han saa-
dan tænkte paa, at hun, for hvem han en Gang
i sit Hjerte havde knælet ydmyg og tilbedende,
at hun skulde tvinges ned saa dybt, stedes i
Trællekaar, staa ved Leddet og fryse, mens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
