Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kysse hende, tage hende paa Skødet og om-
favne hende, og Fennimore turde ikke afvise
eller havde ikke Myndighed til at afvise disse
Kærtegn, saadan som før; Bevidstheden om
hendes Skyld gjorde hende usikker og bange.
Saadan sank og sank deres Kærligheds høje
Slot, det, fra hvis Tinder de havde skuet saa
stolt ud over Verden, og hvor de havde følt
sig saa stærke og saa store.
Men de var glade mellem dets Ruiner.
Naar de spadserede i Skoven nu, saa var
det mest paa mørke Dage, hvor Taagen hang
i de brune Grene og tætted til imellem de vaade
Stammer, saa Ingen kunde se dem, naar de
kyssedes hist og favnedes her, og Ingen kunde
høre dem, naar deres letsindige Tale klang
hen i kaade Latterfanfarer.
Det Præg af Evighedens Melankoli, der
havde været over deres Elskov, var slettet ud;
idel Smil og Skæmt var der mellem dem nu,
og der var saadan en Feberhast over dem, en
Griskhed efter Lykkens ilende Sekunder, som
om de skulde skynde sig at elske, og ikke havde
hele Livet for dem.
Det bragte ingen Forandring, at Erik efter
en Maanedstids Forløb, blev træt af sin Idé
og atter begyndte paa sine Farter, saa ivrigt,
at han kun sjældent var hjemme to Døgn
i Træk. Hvor de var faldne hen, der blev de.
Maaske de en enkelt Gang, i ensomme Timer,
med Beklagelse stirred tilbage til den Højde,
hvorfra de var faldne, maaske de undredes
kun paa, hvor anstrengende det maatte have
været at holde sig deroppe, og følte sig lunere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
