Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i det. Og de flænged og flaaede og gjorde det
modbydeligt og ukendeligt, hvert Træk blev
vansiret og forvrænget, til det var helt en Aad-
selhob af Ledagtighed og Rædsel.
Hun rejste sig og gik omkring, støttende
sig som en Syg til Stole og Borde, og hun saa’
fortvivlet op som efter et Spindelvæv af Hjælp,
blot et Blik af Trøst, et lille Kærtegn af Med-
lidenhed, men hendes Øje mødte kun de stærkt-
oplyste Familieportræter, alle disse Fremmede,
som havde været Vidne til hendes Fald og
hendes Brøde, døsige gamle Herrer, snerpmun-
dede Matroner, og saa det evindelige Gnome-
barn, som de havde allevegne, Pigen med de
store, runde Øjne og det udbuldnede Pande-
bjærg. Den havde faaet Minder nok omsider
al denne fremmede Ejendom, det Bord der,
den Stol der, Skammelen med den sorte Pudel-
hund paa, og den slaabroksagtige Portiere, hun
havde mættet det med Minder Altsammen, Bole-
minder, som det nu spyede fra sig og slængte
efter hende — o, det var rædsomt at være stæn-
get inde med alle de Spøgelser af Synd og med
sig selv; hun gøs for sig selv, hun truede ad
hende, denne æreløse Fennimore, som krøb
sammen ved hendes Fødder, hun trak sin
Kjole bort imellem hendes bedende Hænder.
Naade! nej, der var ingen Naade, hvor kunde
der være Naade for hine døde Øjne i den frem-
mede By, de, som, nu de var brustne, saa’,
hvor hun havde kastet hans Ære i Skarnet,
løjet ved hans Læbe, været troløs ved hans
Hjerte.
Hun kunde føle, hvor de var fæstet paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
