Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tvivlelse og vær elendig; lad ham være elen-
dig, Vorherre, lad ham ikke stjæle Hævnen fra
mig ogsaa! Gaa, din Usling, gaa, jeg kaster
dig fra mig, men jeg slæber dig med mig, kan
du tro, gennem alle de Pinsler, jeg kan hade
ned over dig.”
Hun havde rakt Armene truende ud mod
ham, nu vendte hun sig og gik, og Veranda-
døren klirrede sagte efter hende.
Niels stod og saa’ forbavset, næsten vantro,
den Vej, hun gik; det syntes ham, som om. det
var der foran ham endnu, dette blege, hævn-
gerrige Ansigt, saa forunderlig lavsjælet og
raat i sin Lidenskabelighed, helt berøvet sin
sædvanlige formfine Skønhed, som var det ble-
ven pløjet op i alle Linier af en unænsom og
barbarisk Haand.
Han stavrede forsigtigt ned til Isen, og be-
gyndte at løbe langsomt udefter ad Fjordmun-
dingen til, med Maaneskæret for sig og med
Vinden paa Ryggen. Efterhaanden løb han
stærkere til som Tankerne tog hans Opmærk-
somhed fra Omgivelserne bort, og Isspaanerne
fra hans Skøjtejærn rislede klingrende med
ham henover den blanke Flade, førte af den
stadigt voksende Frostvind.
Saa dét var Enden! Saa det var saadan.
han havde frelst den Kvindesjæl, og hævet
den og givet den Lykken! Hvor det var skønt,
hans Forhold til den døde Ven, hans Barn-
domsven, for hvem han vilde ofret Fremtid,
Liv og Alt! Han med hans Ofren og hans
Frelsen! — Himmel og Jord skulde se paa ham,
saa kunde de se en Mand, der holdt sit Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
