Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa Ærens Højder, uden Plet og uden Lyde,
for at han ikke skulde kaste Skygge paa den
Idé, han tjente, og som han var kaldet til at
forkynde.
Afsted fo’r han.
Det var nu ogsaa en af hans stortalende
Tanker, at hans sølle Liv skulde kunne sætte
Pletter paa Ideens Sol. Herre Gud, han skulde
nu altid tage det saa højt, det var ham i Kødet
baaren; kunde han ikke blive noget Bedre, saa
skulde han da i det Mindste være en Judas
og kalde sig Iscariot i storslaaet Skummelhed.
Det lød da af Noget. — Skulde han altid gaa
saadan og skabe sig, som om han var ansvarlig
Minister hos Ideen og Medlem af dens Ge-
hejmestatsraad, havende Alting, Menneske-
heden anbelangende, fra første Haand! — Mon
han da aldrig kunde lære i al Tarvelighed at
stræbe efter at gøre sin Pligt i Ideens Garni-
sonstjeneste, som Menig af en meget under-
ordnet Klasse?
Der var røde Blus ude paa Isen, og han
kom dem saa tæt forbi, at en kæmpelang
Skygge et Øjeblik skød ud fra hans Fødder,
drejede sig fremefter og forsvandt.
Han tænkte paa Erik og paa den Ven, han
havde været Erik. O, han! Barndomsminderne
vred deres Hænder over ham, Ungdomsdrømme
hyllede deres Hoveder til og græd over ham,
hele hans Fortid stirred efter ham med ét langt
Blik, fuldt af Bebrejdelse. Han havde sveget
det Altsammen for en Kærlighed saa lav og
lille som han selv. — Der h a v d e været Høj-
hed i den Kærlighed alligevel; og han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
