Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
værelsen, altid fik fat i en eller anden Hank
— for han kunde slet ingen Hanke finde. Han
kunde blot, syntes han, synge de gamle roman-
tiske Sange om igen, og Alt, hvad han havde
faaet gjort, havde da heller ikke været andet.
Det var som om hans Talent var noget Afsides
i ham, et stille Pompeji eller ligesom en Harpe,
han kunde tage frem af en Krog. Det var ikke
allestedsnærværende, løb ikke ned ad Gaden
med ham, sad ham ikke i Øjnene, kriblede
ham ikke i Fingerspidserne, slet ikke; det havde
intet Tag i ham, hans Talent. Undertiden syn-
tes det ham, han var født et halvt Aarhun-
drede for sent, sommetider igen ogsaa, at han
var kommet alt for tidligt. Talentet hos ham
stod med sin Rod i noget Forbigangent, og
havde kun Liv i dét, kunde ikke drage Næring
af hans Meninger, hans Overbevisning, hans
Sympatier, kunde ikke tage det op i sig og give
det Form; de flød fra hinanden, disse to Ting,
som Vand og Olie, de kunde rystes sammen,
men de kunde ikke blandes, aldrig blive til ét.
Efterhaanden begyndte han at indse det, og
det gjorde ham grænseløs mismodig, og gav
ham et spydigt, mistroisk Blik paa ham selv
og paa hans Fortid. Der maatte være en Fejl
ved ham, sagde han til sig selv, en uhelbrede-
lig Fejl maatte der være ved hans Væsens in-
derste Marv, thi et Menneske k u n d e leve sig
sammen, det troede han.
I den Sindsstemning var han, da han det
sidste Udlændighedsaar, først i September, slog
sig ‘ned ved Gardasøens Bredder i det lille
Riva.
l i .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
