Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ædt op af Tvivl om Natten, ikke blive blæst fra
hinanden af en gnaven Morgenstunds Kritik.
Der var ingen Sisyfusstene i Landbruget.
Og saa dét, at have arbejdet sit Legeme
træt; den Nydelse det var at gaa til Hvile og
sove sig Kræfter til igen, for atter at sætte
dem til regelmæssigt som Dag og Nat de følger
paa hinanden, uden at kunne hindres af sin
Hjernes Luner, uden at behøve at tage forsig-
tigt paa sig selv som paa en stemt Guitar med
slidte Skruer.
Han var rigtig jævnt lykkelig, og tidt kunde
man se ham sidde som hans Fader havde sid-
det, paa. et Led eller et Mark-Skel, og i en sæl-
som vegetativ Betagenhed stirre ud over den
gyldne Hvede eller den toptunge Havre.
Endnu var han ikke begyndt at søge videre
Omgang med Familierne der paa Egnen, det
eneste Sted han kom nogenlunde hyppigt var
hos Kancelliraad Skinnerups inde i Varde. De
var kommet til Byen, endnu mens hans Fader
levede, og da Kancelliraaden var en af Lyhnes
gamle Universitetsvenner, var de to Familier
kommen meget sammen. Skinnerup, en blid,
skaldet Mand med skarpe Træk og milde Øjne,
var nu Enkemand, og havde Huset mer end
fuldt af fire Døtre, hvoraf den ældste var syt-
ten Aar, den yngste tolv.
Niels kunde godt lide at faa sig én Passiar
med den meget belæste Kancelliraad om alle-
haande æstetiske Emner, thi fordi han var be-
gyndt at bruge sine Hænder, var han jo ikke
pludseligt bleven til en Bonde. Han holdt og-
saa af den lidt komiske Forsigtighed, hvormed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
