Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107. Blad. 69
Roe, som han priser, er ikke Hiertets Hvile, men
Fornuftens Søvn.
Vore Tiders Vellystige misbruge ligesaa ofte
den ypperligste Deel af Sædelæren, til at skiule
deres Ladhed, Kielenskab og Feighed under
Nøisomheds Maske. Det er ikke nok, at vi allerede
ere komne saa vidt i Koldsindighed mod det
Almindelige, at vi troe, at det er os tilladt at
forlade Selskabet og Republiken, saasnart vi ere
rige nok til at kunne leve uden Tienester; Vi
betragte det endog som en Heltedyd, og som en
Vrkning af en høi Philosophie. Og en magelig
Vellystling, som med Glasset i Haanden synger
en anacreontisk Ode til Vinens Berømmelse,
holder sig berettiget til at belee baade Helte,
Lovgivere og Viise; disse Daarer, som gaae saa
lang og møisommelig en Vei, for at nyde
omfider den Roe, som det kostede ham saa lien Møie
at finde.
De Gamle troede, at Verden var saa lidet
tient med saadan en Roelighed, at de, som i
vanskelige Tider ikke toge et Partie, bleve efter
Solons Love haardere straffede, end andre, som toge
et slet Partie. Det første var gemeenlig en
Virkning af Magelighed og Koldsindighed; det sidste
var ofte en Følge af Nidkierhed. Den slette
Borger forlod Staten, for at redde sig selv, saa
lange det var ham tilladt at flye; men da Lovene
E 3 for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
