Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ora en politisk Prædiken.
77
tilintetgjør og ofrer sig selv, naar den vugger sig i
en høiere Luftstrøm.
Præsten er tusinde Gange værre end et Intet
i Kirken, naar han ikke optræder der som det levende
Ord. Men vi kalde ikke Ordet levende, naar det
ei har frigjort sig over Øieblikkets hemmende Magt, —
og fordi Ordet i Kristendommen, under enhver Yexel,
gjør dette, derfor kalde vi det fortrinsvis det levende
Ord.
Præsten maa da have udfegtet sin egen Kamp,
før han gaar i Kirken; thi han er Menighedens
Toppunkt, — i ham søger den sin Ro, sin Enhed
og Forklarelse. Ved han nu, at et jordisk
Anliggende trykker Menigheden, og han føier sin Pligt
at husvale den, hvorledes skal han da kunne gjøre
dette, naar han selv viser sig hildet i Bitterhed,
i Tvivl, eller biot i en ensidig Dvælen ved det
Nærmeste, ved det Krasse i Tilskikkelsen?
..Præsten", heder det, „bor med sin Prædiken
gribe ind i Livet". Vei, jeg indrømmer det, —
men ikke saaledes, at han forbliver sondrende deri,
ikke saaledes, at han kaster sig ud i Menigheden,
og er imellem den og trænges med den, i Stedet for
at han skulde være over den og lette den.
Man kan fra det kristelige Øiepunkt ikke tænke
sig Præstens Indgriben i Livet anderledes end som
lutrende og forsonende. Han tager ikke de særskilte
menneskelige Tilstande og Anliggender i og for sig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
