Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ora en politisk Prædiken. 78
han bliver ikke staaende ved deres Gyldighed i
Forhold til enkelte Individer og enkelte Synsmaader;
thi gjor han dette, da er han ude af den kristelige
Bane. Han afklæder dem meget mere, lidt efter
lidt, dette Særegne, for at Sjelen omsider kan bevæge
sig frit i den Kjerlighed og Fred, der maa være
clet Første, det Sidste, det eneste Nødvendige.
Men dette staar igjen i Forbindelse med en
Betragtning af overordentlig Vigtighed. Ligesom
nemlig den kristelige Religion maa erkjende sig selv
som den eneste sande og tilforladelige, og bliver
et Mundsveir, naar den indrømmer en Tolerance,
der modsiger dette, — saaledes maa ogsaa den
kristelige Prædikant stedse optræde i denne Aand af
Klarhed og Usvigelighed. Han tor ikke bemægtige
sig nogetsomhelst Stof, uden at veie det og
gjennemtrænge det med Kristendommens Væsen, og derfor
maa Religionens egen Tilforladelighed være tilstede
overalt i hans Udsagn. Paatrykker han nu det
Uvisse denne hellige Visheds Stempel, —• udbreder han
sin egen eller Andres lidenskabelige Stemning under
Sanktionen af denne sin præstelige Vielse, der burde
være ham det Dyrebareste, — da opstaar Forargelse
i Kirken, da trues Menighedens religiøse Nerve med
en af de farligste Svækkelser. Der kommer en Tid,
da Tilhoreren betragter hin bevægede Tilstand som
noget Tilbagelagt, og prøver den med rolige Blikke.
Da er det slemt, om han finder, at dens bitreste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
