Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
Ora norske Presse-Anliggender.
at lægge hans hele Produktions Yranghed og Unatur
for Dagen.
Det er i Civilisationens Navn, man maa
protestere mod denne Fordring, at den voxne, myndige
Menneskeslægt, der har lært at opfange selv sine
dybeste Følelser i Tænkningens og Erkjendelsens
Speil, endnu skal hvile ved og beundre en dunkel,
krampagtig Begeistrings taagede Orakler.
I vor Tid finder den higende Aand alle sine Stoffer
bløde som Vox. Naturen og Historien og
Menneskehjertet ere helt bestrengede. En Aftenvind, et
minderigt Navn, et Suk, slaar Akkorden ufeilbar an for det
lyttende Ingenium. En stor Digter-Aand, — men
en slet Digter! Dette dobbelte Prædikat for et
Individ, der har gjort Poesien til Organ for alt det.
hans indre Liv har at meddele, er i vore Dage
allerede et Paradox. Men vil man nu, til Overmaal,
udlede af den første Dom en Forherligelse for de
slette Verker, da er dog Urimeligheden i høieste
Grad mærkelig. Og just dette har man her villet.
Anonymen siger, at man „i Almindelighed ikke
har paastaaet Mere end’1 — hvad han selv mener —
„at Wergelands Digte røbe en usædvanlig
Digter-Aanü". Men mod denne Synsmaade, der, som de
fleste af Anonym ens Sætninger, er ganske ørkesløs
og upraktisk, behøver man ikke at bruge mange
Ord. Det er en anden Sag, naar der fordres, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
