Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
Gravsange og Mindedigte. 130
Den Ædle skjenker Frugten af sin Møie
til Livets Tummel, der har modnet den;
men for det matte, aftendunkle -Øie
staar Hjertets Minde som den sidste Ven.
Naar alle Straaler slukkes i det Høie,
den har et Smil, der gjør det lyst igjen;
den har en Trøst: „Jeg vaager Natten over,—
Du drømmer i mit Favntag, mens Du sover."
Og derfor priser jeg den ædle Døde,
hvis Skygge jeg vil mane med min Sang
til Hjemmets Tærskel, til et stille Møde,
hvor Savnets Glød gjør Vinterdagen lang.
Den tause Kreds, hvis Eden ligger øde,
skal atter høre Lyden af hans Gang,
og skimte atter, gjennem milde Taarer,
et Billed, der vil læge, mens det saarer.
Jeg priser ham, fordi han kunde sprede
om sine Elskte denne søde Fred,
mens mørke Skyer over Hjemmet skrede,
og mens han ude kæmpede og led.
O, det er lunt, hvor Fuglen i sin Rede
ei kjender Toraen, som den hviler ved,
hvor Dagens Straale mildere sig maler,
hvor Ømheds Vinge skygger og husvaler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
