Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
En Tribut til Kunstforeningen.
hans Hoved mildt mod hendes Skulder hoiet;
Savn og Forventning brændte ham i Øiet.
Det var et Nu, som naar en Rosenknop,
af Vaarens Aande lunet og bedugget,
af Zefyrs milde Æthervinge vugget,
vil slaa sit varme Purpurbæger op,
og i sin Foraars-Ynde tryllebunden
kan dufte ufuldendt og aldrig svunden.
Det skjønne Glimt, der slukker sig i Livet,
har Kunsten Uforkrænkelighed givet;
og derfor trylled Billedet min Sands
som Immortellen i en falmet Krands.
Kun Snittet her i en forældet Dragt
elegisk hvisked: „det er længst fuldbragt1’, —
mens Aftnens Aander i den blide Luft,
og Blomst og Blade med en synlig Duft,
forkyndte Hjertet med en lønlig Tale
det ømme Sprog, som Penslen ei kan male.
O, spørg ei Rosen om dens Levnetsløb!
I næste Nu gaar Trylleriet bort,
og Sommerfuglen er der inden kort,
og danner Bladet til en Larves Svøb.
Tænk heller paa det hede Sværmeri,
der i et Nu har vundet Livets Smykke,
og ønsker sig i Lynet af sin Lykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
