Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229 Den förste Kjerlighed.
Ak, men hun var let og glad;
og om disse øines Luer
flöi Dansørerne som Fluer,
hvor hun stod og hvor hun sad.
Ved hver Dands, hun loved bort,
blev den travle Flok ømfindtlig;
men hun var saa høist forbindtlig
mod Enhver af denne Sort.
„Jeg beklager,— det er trist;
jeg er opta’t hele Tiden." —
„Grusomt! Faar jeg da en liden
stakkels Extradands tilsidst?"
„Meget gjerne,— tusind Tak!"
Og hun havde Smil tilrede,
og hun lytted uden Lede
til den maadeligste Snak.
O, jeg haded denne Dands,
denne Nærhed uden Lindring,
denne evige Forhindring,
denne Favnen uden Sands.
Savn og Higen efter Takt,
Stønnen mellem omme Sukke,
og med hver en pyntet Dukke
Speiderblik og lønlig Yagt!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
