Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244
Theater-Prolog.
der ty til Arnestedets Varetægt,
naar Dagen graaner, Høstbasunen lyder.
Om Nordens Pol har Skaberhaanden spændt
et deiligt Telt, et kraftigt Firmament,
saa rigt paa Stjerner og paa gyldne Luer,
til Trøst og Fred, naar Vinternatten truer,
til Tegn, at Livet over Jordens Tuer
er altid vinkende og altid tændt.
Lad Vintrens Vinger dale paa vort Hjem;
i deres Susen er en Rost, der siger,
at vi skal kjerligt samles under dem,
og dele Glæderne, til Mulmet viger.
Da er der Ly og Læ ved vore Barme
for Livets bedste Blomsterflor og Frugt;
da er der Lindring under Skyens Harme,
naar Somrens Glod er veiret hen og slukt;
da hilser Englen i vort varme Indre,
med klare Tanker og med modig Flugt,
de høie Stjerner, der i Natten tindre.
Ak, om vi veiede den hele Skat,
hvoraf vor Higen digter Livets Lykke,
hvert gyldent Frø, hvortil vort Haab er sat,
hvert arvet Gode og hvert borget Smykke, —
hvor meget var der da, vi vilde bytte
for hine purpursvangre Rosenskud,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
