Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Theater-Prolog.
2-245
hvori vort eget Hjerteblad slog ud,
for denne Vaar, der vaagner paa vort Bud
ved Mindets Drømme i vor egen Hytte?
Ved Hjemmets Dor er Tryllenoglen gjemt,
der aabner alle lyse Paradiser;
der er ei Sti, som Dig til Maalet viser,
naar Veien did fra Hjemmet er forglemt.
O, Du kan haabe, forske eller hige,
og hæve Dig paa Seklernes Ruin, —
men tænk, ved Hjemmet staar din Himmelstige,
og Hjemmets Tærskel er dens förste Trin.
Og derfor er der i Naturens Dod
et Varsel, der vil lede vore Tanker
did, hvor ei Vintren rækker med sin Ned,
hvor Livets Frugt paa immergrønne Ranker
af Hjertets Varme voxer rig og sod.
Hvad Somren splitted ad med broget Glands,
hvert blegnet Blad af vore Minders Krands,
hvert fagert Billed, der i Sjelen vaktes,
skal atter samlet stilles for vor Sands
i Hjemmets Fred, og dybere betragtes.
I Venners Kreds, ved vore Arners Lue,
skal Tanken frydfuld til sit Eden vandre;
da flytte gode Aander til vor Stue,
da dele vi det Bedste med hverandre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
