Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•234
Asgaardsreien.
Da blev der et Veir mellem Jord og Himmel,
der kastede Rædsel i alle Barme, —
det hvirvled afsted i voxende Stimmel,
det slog med Yinger, det greb med Arme.
Da var det Ulv blev dragen i Haar
og slynget i Luften og fort af Gaard,
ja fort over Skov, over Fjeldetinde;
han spurgtes ei mer, — han var ei at finde.
Da Larmen stilned om Rædselsstedet,
laa Grim af Dødskampen sammenkrummet, —
men Brudgommen blev over Sneen ledet
og sattes paa Hyndet i Gjesterummet.
Hans Hoved vakled, hans Blodstrøm flod,—
han svæved en Tid mellem Liv og Død;
men han blev pleiet og vei forbundet.
Om Yaaren havde han Alt forvundet.
Nu sidder han bøiet og høit bedaget,
og kan sin Æt omkring Arnen samle;
nu sidder han ofte med Sagn i Laget
og korter Tiden for Unge og Gamle.
Saa var det seneste Julekveld,
da Ungdommen raabte: .,Fortæl, fortæl!"
Da flammed hans Blik, da saa han tilbage, —
da måned han frem sine Bryllupsdage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
