Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 Digteren fra Alstahoug
deraf følgende indre Beskaffenhed ved det hele
dengang gjeldende Poeteri. Naar man betragter
dette Forraad i Almindelighed, uden Hensyn til
Enkeltheder, vil man finde det livløst, øde,
uformeligt, og i den Grad fremmedartet og frastødende,
at det egentlig maa siges at ligge udenfor de
Forestillinger, vi anvende i æsthetisk Opfatning. Hverken
Sprogformens Ufuldkommenhed eller nogen vis
tilbagelagt Smagsretning i det Omraade, vi erkjende
som Poesiens Verden, kan bevirke en saadan
Fra-støden. Men vi møde her en Vers-Literatur, hvis
almindelige Grundlag var prosaisk Tænkning, tør
Forstands - Reflexion, og hvis vedtagne Maneer end
mere fjernede den Skrivende fra det Tankespor, der
leder til Digtning. Vi finde i denne Periode ikke
biot et stort Antal Forfattere, der frembringe Masser
af Vers uden at have det ringeste Kald af Poesi,
men tillige fødte Digtere, hvis Begavelse kun
fremtræder ligesom i Glimt og lyse Mellemrum, medens
de for Resten udarbeide mangehaande Rimverker
uden at komme i Aande, uden at nogen Streng i
deres Indre anslaaes derved. De ligne forsaavidt
hine franske Havekunstnere, hvis Naturfølelse under
en stiv, arkitektonisk Behandling af Vextrigets
Gjenstande holdes tilbage, skjønt den i en og anden
Enkelthed kan give sig tilkjende.
Denne Udvorteshed i Verskunsten, hvorved det
især kom an paa at udhamre Sprogmidlet til kolde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
