Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
Ora Ludvig Holberg.
polere". Om Skuespillet i Almindelighed antager
han, „at ingen kraftigere Maade er opfunden at
moralisere paa", — og i Fortalen til Epistlerne heder
det: „Jeg haver ved dette Skrift nogenlunde fuldfart
mit Forsæt, at moralisere paa alle brugelige Maader".
For saadanne Ytringer er der allerede en Hjemmel i
Tidsalderens herskende Betragtningsmaade. Men i
Holbergs Virkekreds fik denne Moraliseren naturligt
en udstrakt Bemærkelse, just i Retningen af at
„polere", forædle, løfte Folket. Og her træder af sig
selv det sproglige -Øiemed til. Forædlingen skulde
nemlig naaes gjennem det rette Middel, ved
Selvtænkning og Selvbetragtning. Det kan imidlertid ikke
negtes, at Holberg i Opfatningen af sit
Forfatter-Kald stillede sig noget uklart imellem sin Genius og
Tidsalderens Theori. Det indtraf oftere, at han
henfaldt til biot og bar Moral paa urette Sted, og at
han bragte sin Gjenstand i et tvunget Forhold til det
Belærende. Han søgte undertiden ligesom at
berolige sig over sit Lunes Indgivelser og Friheder ved
at raisonnere over den skjemtsomme Morals
Gyldighed, — og i sine „moralske Fabler" opgav han endog
Lunet aldeles og kom ganske paa det Tørre.
Alligevel gjennembrøcl hans Genius i hans bedste og
betydeligste Verker paa en afgjørende Maade Theorien,
uden dog nogensinde at blive dens rette Grundtanke
utro. Og — hvad der er saa let at bemærke — dette
ironiske Lune, der ganske var hans eget, kunde hvert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
