Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Claus Frimann. 197
Vilkaar. Burns boede dog nær ved en af
Verdens-Berømmelsens Hovedveie; hans Fortjeneste blev ei
tvivlsom, og al Verden kjender den.
Claus Frimann har i Fortalen til den
Digt-Samling, som han kaldte „Almuens Sanger", paa en
kortfattet, men dog tydelig Maade betegnet sit
Standpunkt som Digter blandt og for Folket. Han siger
nemlig om flere af disse Stykker: „De ere egentlig
alene for den norske Almue, og hvem vil fortænke
mig deri? Hvad jeg bedst kjender, kan jeg bedst
synge om." I Landfolkets Tilstande og i dets Forhold
til Natur-Livet fandt han de poetiske Kilder, der
opvældede saa friskt og villigt i hans landlige Digte, at
mange af disse snarere synes at være ligefrem
ud-sungne end nedskrevne. Der er undertiden stor
Glæde over Lidet; men da viser det sig ogsaa, at
Tilstanden har gjennemtrængt Digterens Hjerte og
havt Betydning i hans Tilværelse. Og idet
Skildringen fremtræder med Troskyldighed og Lune, bliver
Billedet af de smaa Forholde ogsaa Læseren
tiltrækkende. Frimann holder denne friske Digtning med
stort Held indenfor Landfolkets Forestillings-Kreds.
Han opfatter Tingene med Almuens Sandser, og
griber det Poetiske i dens Betragtningsmaade. Naar
man lægger Mærke til de Betegninger og Vendinger,
hvormed vore Bender omtale og beskrive saavel de
strenge som de blidere Natursider, vil man ofte deri
finde den spegende Fortroligheds Præg. Medens de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
