Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
Om Claus Frimann. 200
forhadte Begreb Overtro. Frimann ansaa det rigtigst at
gaa ind paa den herskende Anskuelse, og af denne Grund
siger han i Fortalen til „Almuens Sanger": „Jeg har
ikke engang tordet lade nogen enten Huldre eller
Havfrue synge, neppe nok at jeg har vovet at lade
Jutulen eller Jetten Dovre tale." Dermed sigter han
nemlig til Digtet „ Jutul Dovre" (Udvalget, S. 26), som
han ogsaa for Sikkerheds Skyld i sin Samling har
ledsaget med følgende Note: „Dovre, i sig selv kun
et Fjeld, hverken er eller har været nogen Jutul,
men forestilles kun saaledes her." Man kan tænke
sig, hvor vildledende og nedstemmende denne Tvang
maatte være, og hvor mangt et godt Stof, hvor
mange frugtbare Forbilleder han under en saadan
Anskuelses Magt har maattet give Slip paa. Men
det, han ansaa for Almuens sande Tarv, gik ham
over alle andre Hensyn. Han elskede Dalefolket, og
vilde kun give det gode Gaver. Derfor slutter han
ogsaa sin Fortale med denne smukke Hilsen: „Held
og Lykke følge Eder, mine Landsbrødre, i alle
Eders lovlige Foretagender! Og Bjergenes og Dalenes
Gud forlene Eder saa gode og fredelige Tider, at I
glade og sjungende kunne gaa til Eders Arbeider,
og Bjergene give Gjenlyd af Eders glade Sange!"
Jeg har her dvælet ved den Side af Claus
Frimanns Digtning, der især udmærker ham, og som
allermest fortjener at gjengives Folket. Men hans
Digter-Aand har ogsaa i andre Retninger hævdet sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
