Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ora Claus Frimann.
199
maade af det historisk Mærkelige givet ham. Han
forstod, hvad et levende Eftermæle betyder, og
hvorledes det paa nordisk Vis maa klinge. Det er
derfor utvivlsomt, at der mellem hans Mindesange
findes en Del af det Ypperligste, den danske og
norske Literatur i dette Digt-Slags har at opvise.
Dog, det var ei min Hensigt at skrive en Kritik
over Frimanns Poesi, og jeg maa ikke glemme, at
Læseren her har fuld Anledning til selv at anstille
sine Betragtninger.
Naar man erkj ender det meget Fortrinlige i disse
Arbeider, er det dobbelt mærkeligt at se, hvor
troskyldigt den begavede Mand selv opfatter sine
Frembringelser i Forhold til Tidens Smag og Fordringer.
Saaledes finder man i Fortalerne til hans forskjellige
Samlinger Ytringer, der ligesom undskylde hans
Folkepoesi for det større Publikum. Ved
Mindesangene bemærker han, at han har ladet Tonen stige
lidt høiere, og derfor mener han, at de nok kunde
læses „endog af Folk udenfor Almue-Standen." Man
maa tro, at han har anseet sin Digtnings egentlige
Kjerne som ringere Sager, og lagt større Vegt paa
de Arbeider, der havde den lærde Smag og sluttede
sig til Stue-Poesien.
Af en særdeles hemmende Indvirkning paa
Udfoldelsen af Frimanns Digter-Aand var hin Periodes
pedantiske Iver for Udryddelsen af de mythisk-billecllige
Forestillinger hos Folket, som man sammenfattede under det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
