Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’233 Adam Oehlenschläger.
gjøre denne Tanke magte vi den fremmede
Paavirkning, og da opgaar den sande Ihukommelsens
Tid for vore store Navne. Da skal ogsaa Kjernen
af hans Verk, hvis Minde vi nu feire, bevares i
Tilegnelsen over al Norden. Da bringer Norge sin
Sangs Gjengjeld til Danmark i den Aand, der
gjennemtrængte den Hedenfarne, og som nu vidner i
os med en Magt, der er end stærkere end Digtningens.
Ja, vort Sind drages i denne Stund med
fordoblet Styrke til Broderlandet, hvor den flor-hængte
Harpe staar i Krigs-Tilberedelsernes Gny. Vi føie,
at hist nede paa Kamp-Grunden er ei biot Sværd
mod Sværd, Ild mod Ild, men tillige Aand mod
Aand: den tydske Aand, der ser ind i Norden som
til sit forud-beskikkede Sted, mod Aanden, vi tilhøre
og vedkjende os,— mod den Aand, der evindeligt er
nordfra, opstigende af sit eget Klardyb, og vil ei
fortrænges.
Men idet vor Hu er rettet mod Afgjøreisen
paa Nordens Grændse, træde vi atter nær til
den Hedenfarnes ærværdige Billede. Vi se ham i
den sidste Alvors-Tid, han delte med Folket. Uffe
hin Spages Digter sad i sin Alderdom henvendt mod
Kamp-Tummelen. Da modtog han sit lykkelige Livs
sidste store Benaadelse: han saa Danskens Mod og
Manddom, — han hørte, før han blegnede, Rammet af
det gamle Kæmpe-Sværd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
