Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
Ved Universitetets Mindefest
Ubetinget hyldes det af’ Alle; den Svage og den
Stærke, den Letsindige som den Omsorgsfulde siger
i sit Hjerte: Ret og Sandhed! — Disse Ord ere simple
og jevne, og dog have de en skarp Glands, der vei
kan smykke et heit-stillet Skjoldemærke. Men hvo
kan uden Bæven udtale dette Lesen som Fordringen
til al sin Idræt, som den Lov, hvorefter han vil
have sit Liv demt ? — Ret og Sandhed, det er Alt,
alle gode Forsætters, alle Fornuft-Buds Hovedsum.
Vei vide vi, at intet Menneske-Liv kan fyldestgjere
Fordringen, men dog — at være udholdende i
Bestræbelsen, trofast tjenende under dette Lovbud, hvor
vanskeligt for en Dedelig, og vei ikke mindst for
den, der bærer Kronen! — I Oskars Mund var dette
Ord baade et Vidne om hans Forberedelses Alvor
og et frivilligt Lefte til de tvende Folk. Folkene
herte det med Glæde og tillidsfuld Forventning. Men
han, der udtalte det, og lod det, sammen med sit
Navn, afpræge i Sten og Metal, — han har været
dybere bevæget, han har felt Kronens foregede Vegt
paa sit Hoved og været ydmyg paa Tronen under
Ansvarets Magt.
Kong Oskars Livs-Gjerning ligger afsluttet for
vor Betragtning. Og vei er det saa, at den endnu
ei kan finde sin fulde Belysning. Men der er i hans
Eftermæle en Rest, som ei skal forandres eller
fortrænges, en Rest fra Folkehjertet, som vidner om,
at han blev sit Lesen tro, hengav sine Kræfter i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
