Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
En literær Situation.
Disput om dramatisk Kunst og Dekorum. Han taler
som om han stod for Opmærksomme og Velsindede,
det er: han falder ganske ud af al Virkelighed og
Rimelighed, og er derfor paa een Gang Stykkets
Vismand og dets største Daare. Derfor siger ogsaa
Molbech: „Det eneste Forunderlige er, at de
Brutale endda med temmelig Taalmodighed høre paa
Erasts Fornuftgrunde og Sarkasmer." Enhver kan
se, at Ewalds Form maatte have været Ironien, og
det en meget overgiven. Den maatte have sat sig
spottende ind i de Ordførendes Forestillingskreds, og
været et opløsende Element for deres stoiende
Mandhaftighed. Saaledes stiller Holberg Ironien i Person
paa Scenen, og lader den parodisk ophæve Praleriets
øg den anmassende Vigtigheds Fordringer. Men da
maatte ogsaa disse Brutale fra først af have været
komisk anlagte Personnager, hvorimod de nu kun ere
abstrakte Organer for den Tids militære Raahed.
Erast udkrammer for dem et tørt Raisonnement,
som han ved er Mesopotamisk i disse Øren. Thi
han er Ewald selv, der skriver paa et Bret i Sengen,
og intet videre. De Brutale mærke biot, at der
bruges Mund; derfor skal der vanke Prygl. De
styrte ind paa Erast med blottede Klinger, og det
er et Under, at han ei lader sit Liv, inden de faa
ham paa Dør.
I intet af dette er der Vittighed, og paa nogle
heldige Ordspil nær er Diktionen delt mellem brutal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
