Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. Nordahl Brun.
193
Brun siger, at saavel Hans Majestæt Kongen
som Deres kongelige Hoiheder benaadede med stor
Gavmildbed Zarines ringe Forfatter. Hoffet,
Arve-prindsen, „vor store Guldberg", som Brun kaldte
ham, vare henrykte. Løbet syntes aabnet. Det var
ikke Kritiken, og heller ikke Ewald og hans
Tilhængere, der hemmede det.
Brun var, efter Nyerups Udtryk, en „hoffærdig
og myndig Forfatter"; han kunde ikke taale Kritik,
— han kjendte den ikke. Den Skole, hvori en
Forfatter lærer fornoden Holdning lige over for
Recensenter, maa stiftes i hans egen Selvudvikling, — der,
hvor han under Arbeidet er sin egen Lærer og strenge
Paaminder. Thi saaledes har han forud
gjennemgaaet de Punkter, hvorpaa en sancl Bedømmelse kan
henlede Betragtningen. Han er hjemmefra fortrolig
med Kritiken. I ethvert Tilfælde kan han, om han
vil, møde den med Indsigt. Og naar han i andre
Maader er tilstrækkeligt ovet og befæstet, vil en
saadan indre Disciplin virke paa hans Forhold under
alle ubefoiede og ondartede Angreb. Men Brun
havde en svag Selvkritik. Hoffærdig, og grisk efter
at vække Opsigt, skaanede han sig selv under
Arbeidet, og kunde nu ei taale, at den forsømte Kritik’
tog sit Mon igjen og kom ham imøde fra fremmede
Stemmer. Længe efter skrev han i Folkevennen:
„Zarine fandt Bifald ved Hoffet, hos alle Mæcenater
og det tænkende Publikum, men ingenlunde i Jour-
J. Welhavens Skrifter. VIII. 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
