Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. H. Wessel.
217
stortalende, rungende Sprog til vedtagne, efter et
vist heroisk Dekorum koldt afdæmpede Følelser og
Lidenskaber, — de pludselige Synkninger i Foredraget,
fra stormende Pathos til plat Reflexion, — alt dette
har han paa den mest slaaende Vis truffet og til
forlystende Beskuelse fremstillet.
Fabelen selv, Forviklingens Interesse, er ei det
parodiske Afbillede af nogen bestemt Tragedie;
Parodien er gjennemgribende. For at tilfredsstille
Heltindens Æresfølelse, maa Helten just begaa det Nedrige.
At staa hos en Brudgom, der har Støvler paa, er for
Heltinden det absolut Uværdige og Fornedrende, som
fremfor Alt maa opgives. Men at stjæle berøver ei
Helten den heroiske Karakter, naar clet kun sker med
Anstand. Ved en saadan’ Belysning af det tragiske
point (Thonneur gaar Wessel los paa den forgudede
Corneille, og rammer t. Ex. ligesaa fuldt „Le Cicl"
som Zarine. Men vistnok traf tillige denne Parodi
hvad der laa nærmest for Haanden, og her slog den
to Fluer med eet Smæk, „Zarine" og „Thronfolgen",
Brun og Bredal. Og Sammenstillingen var i sin
Grund vei befoiet; thi den heroiske Operette var
nærbeslægtet med det heroiske Sørgespil. Tillige var
der noget eget Komisk ved det Foretagende, at give
den endnu kneisende Brun et tremulerende Paahæng
af den allerede noksom ydmygede Bredal.
Jacob Baden har i Den kritiske Journal
bemærket, at Alt hvad Wessel berørte blev pudserligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
