Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og en Digter-Kække.
229
Rettigheder. Materierne ere givne, og vente af
Digteren en ny, tiltrækkende Indklædning. Her, heder
det, ser man Sandheden sat paa Vers, medens det i
al anden Poesi er Opdigtelsen, der versificeres.
Læredigtet, sagde man, danner en af de vigtigste poetiske
Rubriker, og har en klassisk Oprindelse. Hesiods
„Arbeider og Dage", Virgils „Landbrug", Horats’s
Brev til Pisonerne, og Lukrets’s Digt om den
epiku-ræiske Filosofi, ere lutter Læredigte. I dette
Digt-Slags foredrages et helt System af Sandheder og
Lærdomme, ikke leilighedsvis, men som Hovedsag og
i Sammenhæng, og understøttes med Grunde. I et
saadant Verk blive Lærdommene ikke biot tydelige,
men tillige indtagende.
Man syntes her at have den videste Mark for
Digtningen, og det største Udvalg af nye fremmede
Mønstre. Fra Hallers Digte om det Ondes Udspring
og om Alperne, og til Johan Withoffs Traktat om
det Væsentlige ved Redeligheden, — fra Popes
Afhandling om Mennesket, til John Dyers Digt om
Ulden og dens Behandling, med stadigt Hensyn til
Faareracernes Forskjellighed, — var der mange Trin
og Veie at betræde. Man vidste biot ikke, at de
alle laa udenfor Poesiens Enemærker. I Læredigtene
herskede den slette Udførlighed, som man dengang
ansaa for poetisk Grundighed, og som ledede til
prosaisk Bredde i Detaillen, fordi man vilde udtømme
sit Emne i et Foretagende, hvor dog Poesiens sam-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
