Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og en Digter-Kække.
231
af Poesiens Væsen, kommer til en Afgjørelse,
hvorefter den ethiske Digtning og Naturskildringen
udelukkes fra sand Poesi. Men derunder sigter igjen
Kritiken uforvarende paa disse Digt-Arters ældre
Former. For den rette Digter, der selv ei lader
sig hilde af nogen Theori, træder Lesningen af
saadanne Opgaver ud af hans Grundevne, let og
naturligt. Er en Verdens-Anskuelse, en Lære for Livet,
kommen i et saadant Forhold til hans Fantasi og
Følelse, at den ganske gjennemtrænger dem, og
kalder dem til Udtalelse, da behover han ei at se
sig om efter et indhyllende Gevandt for den indre
Fylde. Og har Naturbilledet hos ham vakt
Stemningen, da kan han gjennem denne gjenfremstille
det saaledes, at det hos den Modtagende frembringer
en lignende Virkning, den nemlig, hvormed Naturen
saa tit ligesom ved en stille Tonekunst tiltaler
Gemyttets dybeste Væsen. Men Sagen er, at hine
ældre natur-skildrende og dogmatiserende Poeter
netop vare afhængige af en vildledende Theori, hvis
Anvendelse gjennem lange Tider havde frembragt de
mange Mønsterverker, som man altid havde for øie.
Poesien stilledes tjenende under Læren, det torre, i
sig selv usmagelige Indhold, der skulde anrettes til
Nydelse ved Poesiens liflige Tilsætninger. Man
hyldede Naturskildringen, idet man tænkte: Naturen
er belærende, og det paa de forskjelligste Maader, i
kameralistisk, fysisk og religiøs Henseende, — dens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
