Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. H. Frimann.
241
„Sig, Du Mand med dit hvide Skjæg,
hvi splitter Du saa min Klippevæg?"
Men Olaf svarede:
„Ståt, Trold, nu evig der i Sten,
saa gjør Du ei nogen Mand mer Men!"
Dette mægtige Naturbillede har i sig selv en
rolig Majestæt, som har bragt Digteren til at holde
sin Skildring mere samlet. Men hans Beskrivelse
af Lokaliteten har, mellem adskillige træffende og
interessante Træk, dog de uundgaaelige Mærker af
Tidens udsmykkede og skruede Stil. I Stedet for
Kæmpevisens Legende har Frimann indbragt en
Thors-Mythe, hvori en Jette fældes og forstenes. Og
saaledes har han idetmindste opfyldt to af
Smags-Tribunalets Fordringer: Han har valgt et Sted, som ved
sin Skræksomhed gjør sig mærkværdigt, og han har
i Stoffet fundet Anledning til det Slags Episode,
som Programmet kalder „poetisk Fortælling eller
anden heldig Opdigtelse".
P. H. Frimann er den eneste af de norske, med
Ewald jevnaldrende Digtere, livis Poesi væsentligt
kan betegnes som sentimental. Denne Følsomhed
stiger dog ei til Pathos, men har mere
Vemodighedens Karakter, tildels med erotiske Motiver. Det
er en poetisk Aare, som samtidigt med Frimann netop
glimter frem hos Johan Vibe, og som siden kun giver
et og andet sparsomt Livstegn i de Norskes Digtning,
indtil den træder tydeligt frem hos Jonas Rein. Men
J. Welhaven’s Skrifter. VIII. 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
