Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
En literær Situation.
først hos Baggesen kommer den rigtige Bevægelse,
mindende om det Frimannske Tonefald. Molbech har
i sin Antologi paavist dette, og dertil foiet
følgende Bemærkning: „Ingen Digter i det danske Sprog
før Ewald og Frimann har opnaaet enten et saa
varmt Udtryk af Følelsen eller en saadan Elegance
og Renhed i den lyriske Diktion".
Men her er da ogsaa Leilighed til at antyde
den Forskjellighed, der i det Hele viser sig
mellem den Ewaldske og den norske Digtnings
Sangpræg. Frimanns lyriske Diktion udtaler
Stemningen med simplere Midler. Strofens elegante og
tillige melodiske Beskaffenhed fremgaar af selve
Moderationen i Følelsens Udtryk og af Foredragets
harmoniske Jevnlied. Det er det samme rene Sangpræg,
der saa meget er anprist i Ewalds første Kantate,
men som kun forekommer episodisk i hans senere
fuldtonende og billedrige Lyrik. Det maa erkjendes,
at hverken Frimann eller nogen anden af de
paafølgende norske Sangere kunde altid gjennemføre hin
Diktionens klare og ædle Simpelhed. Men den var
et Maal for deres Stræben, og den kan ei bedre
betegnes end ved denne Frimanns Strofe:
„Aander sagte, Vestenvinde,
milde Luft, udgyd din lunkne Strøm!
Sode Søvn, omfavn Selinde,
mig til Held, med Lunas bedste Drøm!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
