Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
En literær Situation.
Derfor er det mærkeligt, at de norske Egnes snart
storladne, snart milde Samklang med de alvorlige og
vemodige Sinds-Stemninger ei anderledes have kunnet
befrugte og forklare hans Melankoli. Men ogsaa her
maa man tage Hensyn til den herskende Tidssmag,
som indtil det Utrolige har kunnet forvirre og blinde
Synet for Natur-Billedet. Hvor paafaldende
eidet dog ikke, at en Aand som Reins, med sin Trang
til at finde Sorgmodighedens Lindring i Naturen, liar
kunnet overse den Trøst, der frembød sig, og i Stedet
for den lindrende Virkelighed gribe til tomme og
uvedkommende Opfindelser! I et Digt, som han endog
kalder „Barnlig Glæde", og hvori han fremstiller
Enkelthederne af et rigt og skjont norsk Landskab, har
han, som han siger, for at lette sit bekymrede Hjerte,
ei vidst noget bedre Raad, end at danne sig Minder
for klassiske Oldtids-Sangere, som han tænker sig
hensatte mellem Natur-Scenerne i den nordiske Egn.
Homer, Virgil, Horats, Ovid, Anakreon og Tibul
have saaledes faaet Monumenter i disse Lunde og
Bjerghaller,
„hvor Bækken gaar frem med ensrislende Lyd
og Sjelen hendysses i sorgblandet Fryd". —
Medens Rein befandt sig i en geistlig Virkekreds,
der fordrede hans bedste Kræfter, troede han at burde
opgive Poesien. Han siger i den Anledning (180(3):
„Ved Vanen vistnok mere end et virkeligt Kald er
Lyst til Digtekunsten, jeg tilstaar det, bleven mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
