Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efterskrift ora Ewald.
343
ning, des-mere tydeligt er det, i hvilken Grad han
derhos var hildet af Tidens æsthetiske Fordomme.
Derfor give ogsaa nogle af hans hoit-stemte
Ode-Digte, hvor tillige en abstrakt, triviel Moral
foredrages, en i sig mere uformelig og holdningslos
Produktion end Epokens egentlige Læredigte, der dog
fyldestgjorde sin Arts Betingelser. Derfor kan intet
poetisk Misgreb være større end Ewalds, naar han
paa een Gang udstyrer den nordiske Oldtids Helte
og Guder med en hensynsløs Lidenskabs Ild, og
tillige lader dem være Organer for det attende
Aarhundredes Pligtlære og torre Dydsbegreber.
Ewald var, fremfor nogen anden af den Tids
Digtere, i Sandhed en kæmpende Sjel. Den Kraft,
han anvendte, kom fra et Overmaal i hans higende
Følelses-Liv. Men de Hemmelser af Samtidens Aand,
som han skulde overvinde, besad en Magt, mod
hvilken hans Ingenium ei var væbnet. Han manglede
den opløsende Evne, der snart som Skarpsindighed
trænger ind i Begrebernes hemmelige Overgange,
snart som ironisk Blik træfler Misforholdet og
Tvetydigheden i det Bestaaende. Saaledes rankede hans
Følelse sig, snart selsomt forvreden, snart pludseligt
druetung, opad Systemet, men kunde hverken skjule
eller sønderbryde clet. Ewalds Digtning bar, trods
al sin Spændkraft og indre Lutrings-Evne, Samtidens
mest upoetiske Aag, — bar det, selv hvor man pleier
se ham paa sin Banes heiest stigende Gang, der,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
