Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jorden. Vægge og Loft i den store Dansesal vare af tykt,
men klart Glas. Flere Hundrede kolossale Muslingskaller,
rosenrøde og græsgrønne, stod i Rækker paa hver Side med
en blaa brændende Ild, som oplyste den hele Sal og
skinnede ud gennem Væggene, saa at Søen der udenfor var
ganske oplyst; man kunde se alle de utallige Fisk, store og
smaa, som svømmede hen imod Glasmuren, paa nogle skinnede
Skællene purpurrøde, paa andre syntes de Sølv og Guld.
— Midt igennem Salen flød en bred, rindende Strøm, og paa
denne dansede Havmænd og Havfruer til deres egen dejlige
Sang. Saa smukke Stemmer have ikke Menneskene paa
Jorden. Den lille Havfrue sang skønnest af dem alle, og de
klappede i Hænderne for hende, og et Øjeblik følte hun
Glæde i sit Hjerte, thi hun vidste, at hun havde den
skønneste Stemme af alle paa Jorden og i Havet. Men snart
kom hun dog igen til at tænke paa Verden oven over sig;
hun kunde ikke glemme den smukke Prins og sin Sorg over
ikke at eje, som han, en udødelig Sjæl. Derfor sneg hun
sig ud af sin Faders Slot, og mens alt derinde var Sang og
Lystighed, sad hun bedrøvet i sin lille Have. Da hørte hun
Valdhorn klinge ned igennem Vandet, og hun tænkte: »Nu
sejler han vist deroppe! ham, som jeg holder mere af end
Fader og Moder, ham, som min Tanke hænger ved, og i
hvis Haand jeg vilde lægge mit Livs Lykke. Alt vil jeg
vove for at vinde ham og en udødelig Sjæl! Mens mine
Søstre danse derinde i min Faders Slot, vil jeg gaa til
Havheksen, hende jeg altid har været saa angest for, men hun
kan maaske raade og hjælpe!«
Nu gik den lille Havfrue ud af sin Have hen imod de
brusende Malstrømme, bag hvilke Heksen boede. Den Vej
havde hun aldrig før gaaet, her vokste ingen Blomster,
intet Søgræs, kun den nøgne, graa Sandbund strakte sig hen
imod Malstrømmene, der som brusende Møllehjul hvirvlede
rundt og rev alt, hvad de fik fat paa, med sig ned i
Dybet; midt imellem disse knusende Hvirvler maatte hun
gaa for at komme ind paa Havheksens Distrikt, og her
varet langt Stykke ikke anden Vej end over varmt boblende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
