Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
endnu øjnede hun ingen Klippe; den sorte Sky kom nærmere,
de stærke Vindpust forkyndte en Storm, Skyerne stod i en
eneste stor, truende Bølge, der fast som Bly skød fremad;
Lyn blinkede paa Lyn.
Nu var Solen lige ved Randen af Havet. Elisas Hjerte
bævede; da skød Svanerne nedad saa hastigt, at hun troede
at falde; men nu svævede de igen. Solen var halvt nede i
Vandet; da først øjnede hun den lille Klippe under sig, den
saa ud ikke større, end om det var en Sælhund, der ståk
Hovedet op af Vandet. Solen sank saa hurtigt; nu var den
kun som en Stjerne; da rørte hendes Fod ved den faste
Grund, Solen slukkedes lig den sidste Gnist i det brændende
Papir; Arm i Arm saa hun Brødrene staa omkring sig; men
mere Plads end netop til dem og hende var der heller ikke.
Søen slog mod Klippen og gik som en Skylregn hen over
dem; Himlen skinnede i en altid flammende Ild, og Slag
paa Slag rullede Tordenen; men Søster og Brødre holdt
hverandre i Hænderne og sang en Psalme, hvoraf de fik Trøst
og Mod.
I Dagningen var Luften ren og stille; saa snart Solen
steg, fløj Svanerne med Elisa hort fra Øen. Havet gik endnu
stærkt, det saa ud, da de vare højt i Vejret, som om det
hvide Skum paa den sortgrønne Sø var Millioner Svaner, der
flød paa Vandet.
Da Solen kom højere, saa Elisa foran sig, halvt
svømmende i Luften, et Bjergland med skinnende Ismasser paa
Fjeldene, og midt derpaa strakte sig et vist milelangt Slot
med den ene dristige Søjlegang oven paa den anden; neden
for gyngede Palmeskove og Pragtblomster, store som
Møllehjul. Hun spurgte, om det var Landet, hun skulde til, men
Svanerne rystede med Hovedet, thi det, hun saa, var Fata
Morganas dejlige, altid omvekslende Skyslot; derind turde
de intet Menneske bringe. Elisa stirrede derpaa; da styrtede
Bjerge, Skove og Slot sammen, og der stod tyve stolte Kirker,
alle hverandre lige, med høje Taarne og spidse Vinduer.
Hun syntes at høre Orgelet klinge, men det var Havet, hun
hørte. Nu var hun Kirkerne ganske nær, da bleve disse til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
