Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som om de vilde sige: det er ikke saa, Elisa er uskyldig;
men Erkebiskoppen lagde det anderledes ud, mente, at de
vidnede imod hende, at de rystede med Hovedet over hendes
Synd. Da rullede to tunge Taarer ned over Kongens Kinder,
han gik hjem med Tvivl i sit Hjerte; og han lod, som om
han sov om Natten, men der kom ingen rolig Søvn i hans Øjne,
han mærkede, hvorledes Elisa stod op, og hver Nat gentog
liun dette, og hver Gang fulgte han sagte efter og saa, at
hun forsvandt i sit Lønkammer.
Dag for Dag blev hans Mine mere mørk, Elisa saa det,
men begreb ikke hvorfor, men det ængstede hende, og hvad
led hun ikke i sit Hjerte for Brødrene; paa det kongelige
Fløjl og Purpur randt hendes salte Taarer, de laa der som
glimrende Diamanter, og alle, som saa den rige Pragt, ønskede
at være Dronning. Snart var hun imidlertid til Ende med
sit Arbejde, kun een Panserskjorte manglede endnu; men Hør
havde hun heller ikke mer og ikke en eneste Nælde. Een
Gang, kun denne sidste, maatte hun derfor paa Kirkegaarden
og plukke nogle Haandfulde. Hun tænkte med Angest paa den
ensomme Vandring og paa de skrækkelige Lamier; men
hendes Villie var fast som hendes Tillid til Vor Herre.
Elisa gik, men Kongen og Erkebiskoppen fulgte efter, de
saa hende forsvinde ved Gitterporten ind til Kirkegaarden,
og da de nærmede sig den, sad paa Gravstenen Lamierne,
som Elisa havde set dem, og Kongen vendte sig bort; thi
mellem disse tænkte han sig hende, hvis Hoved endnu i denne
Aften havde hvilet ved hans Bryst.
»Folket maa dømme hende!« sagde han, og Folket dømte:
»Hun skal brændes i de røde Luer!«
Fra de prægtige Kongesale blev hun ført hen i et mørkt,
fugtigt Hul, hvor Vinden peb ind ad det gitrede Vindue; i
Stedet for Fløjl og Silke gav de hende det Bundt Nælder,
hun havde samlet, det kunde hun lægge sit Hoved paa; de
haarde, brændende Panserskjorter, hun havde strikket, skulde
være Dyne og Tæppe, men intet kærere kunde de skænke
hende, hun tog igen fat paa sit Arbejde og bad til sin Gud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
