Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udenfor sang Gadedrengene Spotteviser om hende; ingen Sjæl
trøstede hende med et kærligt Ord.
Da susede mod Aften, tæt ved Gitteret, en Svanevinge,
det var den yngste af Brødrene, han havde fundet Søsteren;
og hun hulkede højt af Glæde, skønt hun vidste, at Natten,
som kom, muligt var den sidste, hun havde at leve i; men
nu var jo Arbejdet ogsaa næsten fuldført, og hendes Brødre
vare her.
Erkebiskoppen kom for at være den sidste Time hos hende,
det havde han lovet Kongen, men hun rystede paa Hovedet,
bad med Blik og Miner, at han vilde gaa; i denne Nat maatte
hun jo ende sit Arbejde, ellers var alt til Unytte, alt —
Smerte, Taarer og de søvnløse Nætter; Erkebiskoppen gik
hort med onde Ord imod hende, men den stakkels Elisa
vidste, hun var uskyldig, og vedblev sit Arbejde.
De smaa Mus løb paa Gulvet, de slæbte Nælderne hen
for hendes Fødder for dog at hjælpe lidt, og Droslen satte
sig ved Vinduets Gitter og sang den hele Nat, saa lystigt den
kunde, at hun ikke skulde tabe Modet.
Det var endnu ikke mere end Dagning, først om en Time
vilde Solen komme op, da stod de elleve Brødre ved Slottets
Port, forlangte at føres for Kongen, men det kunde ikke ske,
blev der svaret, det var jo Nat endnu, Kongen sov og turde
ikke vækkes. De bad, de truede, Vagten kom, ja selv Kongen
traadte ud og spurgte, hvad det betydede; da kom Solen i
det samme op, og der var ingen Brødre at se, men hen over
Slottet fløj elleve vilde Svaner.
Ud af Byens Port strømmede det hele Folk, de vilde se
Heksen blive brændt. En ussel Hest trak Karren, hvori hun
sad; man havde givet hende en Kittel paa af groft Sækketøj;
hendes dejlige lange Haar hang løst om det smukke Hoved,
hendes Kinder vare dødblege, hendes Læber bevægede sig
sagte, mens Fingrene snoede den grønne Hør; selv paa Vejen
til sin Død slåp hun ikke det begyndte Arbejde, de ti
Panserskjorter laa ved hendes Fødder, den ellevte strikkede hun
paa; Pøbelen forhaanede hende.
»Se til Heksen, hvor hun mumler! ikke en Psalmebog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
