Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vildt, og den vilde Vinranke havde blaa og røde Druer. Her
steg de begge to ned og strakte sig i det bløde Græs, hvor
Blomsterne nikkede til Vinden, ligesom de vilde sige:
»Velkommen tilbage!«
»Ere vi nu i Paradisets Have?« spurgte Prinsen.
»Nej, vist ikke!« svarede Østenvinden, »men nu skulle vi
snart komme der. Ser du Fjeldvæggen der og den store Hule,
hvor Vinrankerne hænge, som store, grønne Gardiner. Der
skal vi ind igennem! Svøb dig i din Kappe, her brænder
Solen, men eet Skridt, og det er isnende koldt. Fuglen, som
strejfer forbi Hulen, har den ene Vinge herude i den varme
Sommer og den anden derinde i den kolde Vinter!«
»Saa det er Vejen til Paradisets Have?« spurgte Prinsen.
Nu gik de ind i Hulen! hu, hvor der var isnende koldt,
men det varede dog ikke længe. Østenvinden bredte sine Vinger
ud, og de lyste som den klareste Ild; nej, hvilken Hule! de
store Stenblokke, som Vandet dryppede fra, hang over dem i
de forunderligste Skikkelser; snart var der saa snævert, at de
maatte krybe paa Hænder og Fødder, snart saa højt og
udstrakt som i den fri Luft. Det saa ud som Gravkapeller med
stumme Orgelpiber og forstenede Faner.
»Vi gaa nok Dødens Vej til Paradisets Have!« sagde
Prinsen, men Østenvinden svarede ikke et Ord, pegede fremad,
og det dejligste blaa Lys straalede dem i Møde. Stenblokkene
ovenover bleve mere og mere en Taage, der til sidst var klar
som en hvid Sky i Maaneskin. Nu vare de i den dejligste
milde Luft, saa frisk som paa Bjergene, saa duftende som ved
Dalens Roser.
Der strømmede en Flod, saa klar som Luften selv, og
Fiskene vare som Sølv og Guld; purpurrøde Aal, der skød
blaa Ildgnister ved hver Bøjning, spillede dernede i Vandet,
og de brede Aakandeblade havde Regnbuens Farver, Blomsten
selv var en rødgul brændende Lue, som Vandet gav Næring,
ligesom Olien faar Lampen bestandig til at brænde; en fast
Bro af Marmor, men saa kunstig og fint udhugget, som var
den af Kniplinger og Glasperler, førte over Vandet til
Lyksalighedens Ø, hvor Paradisets Have blomstrede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
