Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Østenvinden tog Prinsen paa sine Arme og bar ham
derover. Der sang Blomster og Blade de skønneste Sange fra
hans Barndom, men saa svulmende dejligt, som ingen
menneskelig Stemme her kan synge.
Var det Palmetræer eller kæmpestore Vandplanter, her
groede? saa saftige og store Træer havde Prinsen aldrig før
set. I lange Kranse hang der de forunderligste Slyngplanter,
som de kun findes afbildede med Farver og Guld paa Randen
af de gamle Helgenbøger eller sno sig der gennem
Begyndelsesbogstaverne. Det var de sælsomste Sammensætninger af Fugle,
Blomster og Snirkler. I Græsset tæt ved stod en Flok
Paafugle med udbredte, straalende Haler; jo, det var rigtignok
saa! nej, da Prinsen rørte ved dem, mærkede han, at det
ikke var Dyr, men Planter: det var de store Skræpper, der
her straalede som Paafuglens dejlige Hale. Løven og Tigeren
sprang lig smidige Katte mellem de grønne Hække, der
duftede som Olietræets Blomster, og Løven og Tigeren vare
tamme; den vilde Skovdue, skinnende som den skønneste
Perle, baskede med sine Vinger Løven paa Manken, og
Antilopen, der ellers er saa sky, stod og nikkede med Hovedet,
ligesom den ogsaa vilde lege med.
Nu kom Paradisets Fe; hendes Klæder straalede som
Solen, og hendes Ansigt var mildt som en glad Moders, naar
hun ret er lykkelig over sit Barn. Hun var saa ung og smuk,
og de dejligste Piger, hver med en lysende Stjerne i Haaret,
fulgte hende.
Østenvinden gav hende det skrevne Blad fra Fugl Føniks,
og hendes Øjne funklede af Glæde; hun tog Prinsen ved
Haanden og førte ham ind i sit Slot, hvor Væggene havde
Farver som det prægtigste Tulipanblad, holdt mod Solen,
Loftet selv var een stor, straalende Blomst, og jo mere man
stirrede op i den, desto dybere syntes dens Bæger. Prinsen
traadte hen til Vinduet og saa igennem en af Ruderne, da
saa han Kundskabens Træ med Slangen, og Adam og Eva
stod tæt derved. »Ere de ikke forjagne?« spurgte han, og
Feen smilede og forklarede ham, at paa hver Rude havde
Tiden saaledes brændt sit Billede, men ikke, som man plejede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
