Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
UNDER PILETRÆET.
Han var nu mere glubende i sine Tanker, og det er altid
Mandfolkene; han drømte, han var en levende Gadedreng
og ejede fire Skilling, og saa købte han Jomfruen og aad
hende.
Og de laa Dage og Uger paa Disken og bleve tørre, og
hendes Tanker bleve finere og mere kvindelige: »Det er mig
nok, at jeg har ligget paa Disk med ham!« tænkte hun, og
saa knak hun i Livet.
»Havde hun vidst min Kærlighed, saa havde hun nok
holdt noget længer!« tænkte han.
»Og det er Historien, og her er de begge to!« sagde
Kagehandleren. »De ere mærkelige ved deres Levnedsløb og
den stumme Kærlighed, der aldrig fører til noget. Se der
har I dem!« og saa gav han Johanne Mandfolket, som
var hel, og Knud fik den knækkede Jomfru, men de vare
saa betagne af Historien, at de ikke nænte at spise
Kærestefolkene.
Næste Dag gik de med dem ind paa Kjøge Kirkegaard,
hvor Kirkemuren er overgroet med det dejligste
Vedbendgrønt, der Vinter og Sommer hænger som et rigt Tæppe
over Muren; og de stillede Honningkagerne op i det grønne
i Solskinnet og fortalte for en Flok andre Børn Historien
om den stumme Kærlighed, som ikke duede til noget, det vil
sige Kærligheden, for Historien var yndig, det fandt de alle
sammen, og da de saa hen paa Honningparret, ja, saa var
der en stor Dreng, der — og det var af Ondskab — havde
spist den knækkede Jomfru, Børnene græd derover, og siden,
— og det var vistnok, for at det stakkels Mandfolk ikke
skulde være ene i Verden, — saa spiste de ham med, men
aldrig glemte de Historien.
Altid vare de Børn sammen ved Hyldebusken og under
Piletræet, og den lille Pige sang med sølvklokkeklar Stemme
de yndigste Sange; i Knud var der ikke Tone skabt, men
han kunde Ordene, og det er altid noget. — Folk i Kjøge,
selv Isenkræmmermadammen, stod stille og hørte paa
Johanne. »Det er en sød Røst, den lille Unge har!« sagde
hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
