Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
31 UNDER PILETRÆET.
Det var velsignede Dage, men de vare ikke ved altid.
Naboerne skiltes ad; den lille Piges Moder var død, Faderen
skulde giftes inde i Kjøbenhavn, og der kunde han faa en
Levevej, han skulde være Bud et Sted, det skulde være et
meget indbringende Embede. Og Naboerne skiltes ad med
Taarer, og Børnene især græd; men de gamle lovede at skrive
hinanden til i det mindste een Gang om Aaret. Og Knud
kom i Skomagerlære, de kunde jo ikke lade den lange Dreng
længer gaa og drive. Og saa blev han konfirmeret!
Oh, hvor gerne vilde han paa den Højtidsdag være
kommen til Kjøbenhavn og set lille Johanne, men han kom ikke,
og aldrig havde han været der, skønt den kun ligger fem Mil
fra Kjøge; men Taarnene havde Knud set over Bugten i
klart Vejr, og paa Konfirmationsdagen saa han tydeligt det
gyldne Kors skinne paa Frue Kirke.
Ak, hvor tænkte han paa Johanne! mon liun huskede
ham? Jo! — Ved Juletid kom der Brev fra hendes Fader til
Knuds Forældre, det gik meget godt i Kjøbenhavn, og en
stor Lykke vilde blive tildelt Johanne ved hendes kønne
Stemme; hun var ansat ved Komedien, den, de sang i; og
lidt Penge flk hun allerede derfor, og af disse sendte hun de
kære Nabofolk i Kjøge en hel Rigsdaler til Fornøjelse
Juleaften; de skulde drikke hendes Skaal, og det havde hun selv
med egen Haand tilføjet i en Efterskrift, og i den stod:
»Venlig Hilsen til Knud!«
De græd alle sammen, og det var jo dog saa fornøjeligt
det hele, men det var af Glæde, de græd. Hver Dag havde
Johanne været i hans Tanker, og nu saa han, at hun
ogsaa tænkte paa ham, og alt, som det nærmede sig, at han
skulde blive Svend, desto klarere stod det for ham, at han
holdt saa meget af Johanne, og at hun skulde blive hans
lille Kone, og saa spillede der ham et Smil om Munden,
og han trak endnu raskere i Rispen, medens Benet spændte
mod Spandremmen; han ståk Sylen helt ind i den ene
Finger, men det gjorde ikke noget. Han skulde rigtignok ikke
være stum som de to Honningkager, den Historie var ham
meget til Lærdom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
