Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
UNDER PILETRÆET.
laa paa Disken og gik i Stykker, og saa lo liun saa
hjerteligt — men Blodet brændte Knud i Kinderne, og hans Hjerte
slog stærkere end ellers; — nej, liun var slet ikke bleven
storagtig! — Hun var ogsaa Skyld i, mærkede han nok, at
hendes Forældre bad liam blive der hele Aftenen, og hun
skænkede Teen, og hun selv bød ham en Kop, og siden tog
hun en Bog og læste højt for dem, og det var for Knud,
ligesom om netop det, hun læste, var om hans Kærlighed,
det passede saa ganske paa alle lians Tanker; og saa sang
liun en simpel Vise, men den blev ved hende til en hel
Historie, det var, som om hendes eget Hjerte strømmede over
deraf. Jo, liun holdt bestemt af Knud. Taarerne løb liam ned
over Kinderne, han kunde ikke gøre derfor, og han kunde
ikke sige et eneste Ord, lian syntes selv, at han var meget
dum, og dog trykkede liun ham i Haanden og sagde: »Du
har et godt Hjerte, Knud! bliv altid, som du er!«
Det var en mageløs Aften, den var slet ikke til at sove
paa, og Knud sov heller ikke. Ved Afskeden havde
Johannes Fader sagt: »Ja, nu glemmer du os vei ikke ganske!
Lad os se, at du ikke lader hele Vinteren gaa hen, før du
ser til os igen!« — og saa kunde han jo godt komme paa
Søndag, og det vilde lian. Men hver Aften, naar Arbejdet var
endt, og de arbejdede ved Lys, gik Knud ud i Byen; han
gik lien gennem Gaden, hvor Johanne boede, saa op til
hendes Vindue, der var næsten altid Lys, og een Aften saa
han ganske tydeligt Skyggen af hendes Ansigt paa Gardinet;
det var en dejlig Aften! Mesters Madamme syntes ikke om,
at han altid om Aftenen skulde paa Farten, som liun kaldte
det, og hun rystede paa Hovedet, men Mester lo: »Det er et
ungt Menneske!« sagde han.
»Paa Søndag ses vi, og jeg siger hende det, hvordan hun
er i mine Tanker, og at hun maa blive min lille Kone; jeg
er rigtignok kun en fattig Skomagersvend, men jeg kan
blive Mester, i det mindste Frimester, jeg skal arbejde og
stræbe —! ja, jeg siger hende det, der kommer ikke noget
ud af den stumme Kærlighed, det har jeg lært af
Honningkagerne.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
